Bendt Astrup

Er Cand.mag. i musikvidenskab fra Københavns Universitet og statsprøvet musikpædagog i klaver og hørelære fra Vestjysk Musikkonservatorium. Har desuden taget supplerende undervisning i direktion i København og Tyskland. Bendt Astrup har undervist både ved Vestjysk og Nordjysk Musikkonservatorium, ved Danmarks Lærerhøjskoles årskurser flere steder i provinsen og som højskolelærer ved MGK i Hjørring i teori, musikkundskab, kor og ensembleledelse. Vokalmusikken har en fremtrædende plads i hans værkfortegnelse, det gælder strofiske sange og salmer, solosang såvel som korværker, herudover kammermusik for forskellige besætninger samt nogle få orkesterværker.

 


 

 

Ivan Olsen

Opvokset i Sverige, kom til Danmark i 1999. Uddannet guitarrist fra konservatorierne i Kristiansand (Norge) og Aalborg. Afsluttede i 2004 med den femårige diplom eksamen fra Nordjyskmusikkonservatorium, med guitar som hovedfag. Studerer nu Musikteori/Komposition ved samme sted. Har Hans Gefors som lærer i komposition, har tidligere studeret os Erik Højsgaard. Komponerer først og fremmest for mindre kammermusikbesætninger.
Der ligger også planer om en ”spontanopera”…

 


 

 

Jesper Pedersen

Set fra mit (og andres) synspunkt, så er musik groft sagt organiseret lyd. Det skal forstås på den måde, at de grundmaterialer komponisten råder over er lyd og tid. Selve det kompositoriske arbejde består derfor teknisk set i at organisere og strukturere lydmateriale i forhold til tid. Dertil skal det lige siges at det ikke er lydmaterialet i sig selv der opfattes som musik, men derimod komponistens organisering af lydene.
For den akustiske musiks vedkommende er komponistens materialer lyde, der udelukkende stammer fra traditionelle instrumenter som eksempelvis stryge- og blæseinstrumenter, slagtøj og sang. Lyde vi genkender og er fortrolige med i en traditionel musikalsk sammenhæng.

 


 

 

Per Drud Nielsen

Jeg er født i 1950 i Odense og uddannet i musik ved Århus Universitet. Indtil sommeren 2007 har jeg været tilknyttet musikuddannelsen ved Aalborg Universitet. Jeg arbejder nu freelance som komponist og arrangør og som fotograf. Jeg er bosiddende i Frederikshavn.
Som komponist arbejder jeg fortrinsvis med vokalmusik. Det betyder, at mine kompositioner hovedsagelig omfatter korværker og værker for sangstemme med klaverledsagelse.
Stilistisk vil jeg beskrive mine værker som forsigtigt-moderne, men samtidigt rodfæstede i dansk og europæisk tradition. Mit råstof er det traditionelle tonesystem og forskellige skala-selektioner i dette system.
På Forlaget Strofe har jeg bl.a. udgivet sange til tekster af den nordjyske forfatter Knuth Becker, og på andre forlag har jeg bl.a. udgivet sange til tekster af Beatrice Vibe og korværker til tekster af den italienske lyriker Giuseppe Ungaretti.
Min samlede produktion kan ses på min hjemmeside, som er
www.perdrudnielsen.dk

 


 

 

Birgitte Alsted

Født 1942. Debut – violin – 1971 fra DKDM.
Medstifter af antiautoritære "Gruppen for Alternativ Musik" i 1970.
Kunstfondens 3-årige stipendium 1980, udover mange arbejdslegater i tidens løb. Flere priser, sidst Det Anckerske Legat til Rejestipendier..." i 2003. Via bestillinger til teatre som Gladsaxe teater og Teatret ved Sorte Hest startet med elektronik. Musik til forskellige instrumentkombinationer og i sammenhæng med dans og dias. Siden 1994 haft sin gang i DIEM, hvor bl.a. Songsang II (cd Dacapo). Senest deltagelse i den nyoprettede masteruddannelse i komposition af elektronisk musik på DJM, hvor bl.a. interaktion var særligt interessant. Med i Dansk Kvindebiografisk Leksikon, bd. 1, 2001.

 


 

 

Michael Bønsdorf 

f. 1965. Dansk Komponist, født i Odense.
Bønsdorf kommer fra en musikalsk familie, med en far der var violinist og med til at grundlægge Odense Symfoniorkester i 1946.Han begyndte med at spille violin da han var 9 år, på den velkendte Rudolf Steiner skole i Odense. Her skiftede han i 13-års alderen til trompet, og fik undervisning af trompetist i Odense Symfoniorkester, Tonny Eliasen. Som 16 - årig var det klaveret som stod for tur, som det efterfølgende instrument der skulle udforskes, og senere vise sig at blive hovedinstrumentet. Efter HF - eksamen, begyndte han i 1989 på Musikvidenskabelig Institut på Aalborg Universitet. Hvor han fik sin eksamen i februar 1995. Emnet for specialet var "Maurice Ravels Instrumentation". Parallelt med sin universitetsuddannelse, fik han kompositions undervisning hos komponisten Svend Christiansen (1990/92).

 


 

 

Niels Christian Rasmussen

Sporet drejede i første omgang mod det nordjyske, hvor Niels Chr. Rasmussen via nogle pædagogiske muligheder blev engageret i arbejdet med at opbygge et lokalt ny musik-liv. Det udmøntede sig bl.a. i projekter, festivals, kulturdage mv., hvor opgaven både var at skabe et lokalt virke (i mange former og med forskellige aktører, amatører, professionelle osv.) og at udvide perspektivet med indslag udefra. Aktiviteterne konkretiserede sig desuden i forskellige institutioner, f.eks foreningen Ny Musik, der har en stor virksomhed med koncerter og egne ensembler, og forlaget Strofe, der er en åben forening af kunstnere.
Statens Kunstfonds 3-årige arbejdslegat 1975-78.
Astrid og Aksel Agerbys mindelegat 2000
Nordjyllands Amts Musikpris 2003.

 


 

 

Erik Winther

Jeg kommer fra et hjem med klaver, men det var harmonikaen, der blev grundlaget for mine første små kompositioner.Som 11-årig fik jeg en lille harmonika, hvor jeg komponerede små valse ud fra de tre basser, C-, G- og F-dur. Jeg var nu 19 år og kom på seminarium, hvor jeg fik sat skik på harmonilæren og andet godt i musikken. Det blev en grødefuld tid, hvor jeg dannede et lille orkester med 1.- og 2. violin, klarinet, trompet, guitar og bas. Til denne gruppe arrangerede jeg musikken og fik derved den første indsigt i orkestrering. Som afslutningsopgave fik jeg lov til at komponere og arrangere et orkesterstykke for seminariets store strygeorkester, hvor jeg spillede kontrabas. De følgende 3-4 år blev jeg som bassist i Tage Mortensens hus-orkester til Frederikshavns Pigekor inspireret af hans kompositioner og arrangementsteknik. Et lærerigt år på Danmarks pædagogiske Universitet under musikprofessor Gunnar Heerup efterfulgt at et 3-årigt udvidet kursus i musik under komponist Bendt Astrup blev fundamentet for min fremtidige komponeren. De mange år i folkeskolen med musikarrangementer ved festlige lejligheder og den daglige undervisning i musik med sange og salmer fra skole- og højskolesangbogen skærpede min sans for harmonik, som altid havde dur og mol som grundlag. Komponist Børge Pehrson fik løst mit strenge forhold til koralharmoniseringen, og i mødet med komponist Niels Chr. Rasmussen og hans musik blev mit øre åbnet for mulighederne i fritonaliteten, i hvis rum jeg nu har trådt de første, prøvende skridt.

 


 

 

Michael Erbs

Michael Erbs' musik er kendetegnet ved, at den tilstræber det personlige udtryk på baggrund af en streng håndværksmæssig tilgang til den "traditionelle" nodenoterede musik. Flere af hans kompositioner har fået deres uropførelser i NY MUSIK. Af større værker kan bl.a. nævnes Suite, der blev bestilt og uropført af Nordjysk Sinfonietta.
Erbs har ligeledes bidraget til arrangementet Lyrik og Musik.

 


 

 

Thomas M. Kursch

tog Kirkemusikalsk Diplomeksamen fra Det kgl. Danske Msikkonservatorium i 1977. Han har siden suppleret sin uddannelse med private studier hos Freddy Samsing og ved aktiv deltagelse i masterclasses hos bl.a. Oliver Latry i Paris og Ulrik Spang Hansen. Gennemførte 2003-2005 magisteruddannelsen ved Musikhögskolan vid Göteborgs Universitet, hvor han skrev speciale om Buxtehudes koralfantasier. Siden 1977 ansat ved Frederikshavn Kirke.Udgav i 1987 LP'en Musik fra Frederikshavn Kirke med musik afBuxtehude, Bach, Franck, Gade og Niels Christian Rasmussen.Flere radiotransmiterede koncerter fra Frederishavn Kirke.Koncerter i Danmark, Norge, Sverige, Polen (bl.a. orgelfestivalerne i Bialystok og Frombork)og USA